Skribentarkiv

27. februar 2011

Fri data på mobilen?

af Anita Barbesgaard

Har begivet mig ud i junglen af mobilabonnementer…en safari uden lige. Fri SMS, MMS, opkaldsafgifter, oprettelsesgebyrer, betalingsgebyrer mm, der er ikke gennemsigtige priser ret mange steder.

Men en ting der fanger min opmærksomhed ved næsten alle teleselskaber er deres brug af vendingen “FRI DATA”. For mig betyder vendingen at man har frit forbrug af data, men dette fortolkes også meget forskelligt, med alt fra 500 MB data, til 1 GB data, ekstra betaling udover rammen, nedsættelse af hastighed osv.

Jeg kan umuligt være den eneste der mener at fri data må betyde frit dataforbrug? Ellers skulle det vel hedder 1 GB gratis data eller de første 500 MB gratis?!?

Er det endnu en måde at få et abonnement til at syne billigere, eller blot telebranchens måde at diktere mit dataforbrug der er i spil her? Uanset hvad, så mener jeg at teleselskaberne burde holde sig til det de reelt tilbyder, og ikke give os forbrugere en illusion om andet.

24. oktober 2010

Valg til personlig repræsentant i Forbrugerrådet

af Anita Barbesgaard

Så er valget til personlig repræsentant i Forbrugerrådet overstået, og resultatet offentliggjort.

Sammen med André Just Vedgren er jeg blevet (gen)valgt som repræsentant og ser frem til at forsætte arbejdet som repræsentant for den meninge forbruger, både i Forbrugerrådet og i diverse nævn og udvalg.

Jeg vil gerne opfordre medlemmer af Forbrugerrådet og andre forbrugsinteresserede til at kontakte os personlige medlemmer hvis i har emner, spørgsmål eller lignende som i mener vi bør arbejde videre med eller forsøge at skabe fokus omkring. Skriv til os på  rep@fbr.dk

12. oktober 2010

At handle eller ikke handle lokalt…

af Anita Barbesgaard

Bliver lidt småfrustreret over gang på gang at gå i mine lokale specialbutikker for at støtte deres eksistens og det lokale handelsliv, men opleve personalet som værende både meget lidt servicemindet og decideret uvidende omkring deres egne produkter…

Denne gang var det vinterovertøj til børnene, indkøbt for en måneds tid siden, i god tid, af skade bliver man klog. Indkøbt efter en times tid i en specialbutik hvor der blev fremsat krav omkring vandtæthed, åndbart og holdbarhed. Da det så skulle i brug i går morges da termometeret var godt nede, blev skiltene heldigvis studeret en ekstra gang og det viser sig at jeg har spenderet flere tudsinde kroner på overtøj der ikke er åndbart!

Så med hjertet i halsen for om man nu når at finde alternativer inden der er udsolgt, begav jeg mig ind i butikken igen, hvor min påstand om at tøjet ikke var åndbart blev mødt med mistro. Skiltene blev nærstuderet, tre medarbejdere konsulteret og konklusionen blev, at butikken desværre måtte medgive at de ikke havde åndbart overtøj i de størrelser, og ikke kunne garantere at børnene ikke blev klamme og fugtige i det dyrt indkøbte overtøj…

Det lykkedes mig at finde overtøj der både var åndbart, vandtæt og holdbart  i en anden specialbutik (nåede det lige inden den tidlige lukketid…), men sidder nu bagefter og forstår bedre og bedre de personer der vælger at foretage indkøbene i de større supermarkedskæder. Her får man da i det mindste en ”rabat” i form af en billigere pris, og næsten det samme niveau af viden hos personalet, foruden en mindre stressende åbningstid!

Vil så gerne støtte de mindre lokale butikker, men når man ikke kan konkurrere på prisen, åbningstid mm med diverse internetbutikker og større kæder, så er det i min optik især kundeservicen og de gode råd fra en veluddannet ekspedient der skal gøre at jeg som forbruger vælger at gøre mine indkøb der. Så vi får se om jeg måske går på nettet næste gang, heldigvis er der lidt tid før forårsjakkerne skal indkøbes..

2. september 2010

Tryg med NemID?

af Anita Barbesgaard

Efter flere tilløb fik jeg forleden dag bestilt mit nye NemID, og modtog det i dag med posten. Men bedst som man tror man nu får en ny, lettere og mere sikker løsning, er det nu fremme i pressen at der blandt kritikere er sået tvivl omkring sikkerheden ved brug af NemID, og at NemID har tilbagekaldt flere tusinde koder. Hvad gør man så nu? Vil jeg tjekke min skattemappe, betale regninger i min netbank mm, så er jeg tvunget til at bruge NemID, men tryg ved det, det er jeg bestemt ikke!

1. september 2010

Det danske vand

af Anita Barbesgaard

Når jeg er på ferie, som i denne sommer i Italien, har jeg tid og overskud til at købe og slæbe drikkevand hjem i dunke, men når jeg gang på gang åbner min avis eller tv og hører om forurenet drikkevand her i Danmark, så frygter jeg mere og mere at det også bliver hverdagen indenfor den nærmeste fremtid. Pyha, bare tanken om at skulle slæbe drikkevand hjem i dunkevis får allerede mine arme til at blive ømme, mit benzinforbrug til at stige og ikke mindst mit køleskab og affaldsstativ til at mangle en hel del plads. Så en opfordring, ikke bare til vandværkerne, men i allerhøjeste grad også alle os forbrugere; Pas på vores drikkevand så vi stadig kan nyde det frisk fra hanerne!

8. august 2010

Ny blog, ny blogger, gammelt problem med reklamation

af Anita Barbesgaard

Så kom Forbrugerrådets nye blog op at stå, et nyt og spændende tiltag, både for organisationen, men også for mig som person, idet det er første gang jeg forsøger mig udi rollen som blogger.

Jeg er, som det fremgår af min profil, personlig repræsentant for Forbrugerrådets medlemmer, og er blandt andet også medlem i Forbrugerklagenævnet. Så jeg vil betegne mig selv som en rimelig velorienteret forbruger med en forholdsvis høj viden omkring købeloven, reklamationsret mm. Denne viden kom mig dog ikke til megen hjælp da jeg forleden dag måtte reklamere over min nye sommerjakke….

Det hele startede med at jeg vaskede min nye forede sommerjakke efter vaskeanvisningerne, på 30 C, og efterfølgende kunne konstatere at jakken var krøbet i en grad så foret nu hang udenfor. Fortrøstningsfuld og med min jakke og bon i hånden henvendte jeg mig i butikken, men efter ekspedienten havde haft kontakt til både en leder og producenten, nægtede de at tage imod reklamationen, jeg kunne tage min “skide jakke med mig”. Uden en begrundelse, udover at producenten ikke ville modtage reklamationen fordi den ikke var forekommet på andre jakker, og så kunne butikken ikke tage sig af min reklamation.

Jeg ved at min reklamationsret som forbruger er uafhængig af producenten, men er gældende overfor den erhversdrivende der har solgt mig varen, og frustreret tog jeg hjem, var klar til at klage og brokke mig til hvem der end ville høre. Desværre var værdien af jakken for lav til at jeg kunne klage til Forbrugerklagenævnet (under 500 kr), overvejede at skrive  tilbutikskædens ejer for at gøre opmærksom på butikkens ulovlige praksis, men så stopper man alligevel, meget bøvl for en jakke til 350 kr, men alligevel ærgelige penge.

Nu er det så jeg tænker, hvor mange forbrugere der oplever netop ligende problemer med reklamationer, hver eneste dag, men opgiver at gå videre med det fordi det føles for bøvlet, for besværligt eller måske ligegyldigt. Hvis vi alle handler med en trækken på skuldrene og et skab fyldt med fejlbehæftede, ubrugelige produkter, hvem har så mest ud af de forbrugerrettigheder reklamationsretten giver os? Og får vi nogensinde ændret butikkernes (ulovlige) praksis?

Jeg tog den nemme løsning denne gang og kørte til en anden af kædens butikker dagen efter, som kendte til reklamtionsretten, og uden problemer fik jeg mine penge tilbage, da de ikke kunne ombytte jakken til en ny. Men går stadig med en lille indre stemme der siger mig at jeg burde sende en mail til en vis butikskædes ejer, måske det kommer en dag, overskudet til at få det gjort…

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 30 other followers