Der skal meget til at få en skeptiker som mig til at danse på bordet i uforbeholden jubel. Men lad os se på erfaringerne her godt 1 måned efter anskaffelsen:
- Tænks test sagde, at denne model var god til prisen, men at kameraet var det svage punkt. Det er fuldstændig korrekt, men jeg har et godt kamera ved siden af , så det behøver jeg ikke at have i telefonen også.
- MP3-afspilleren virker fint. Selv ørepropperne er af en rimelig kvalitet. Den er også nem at læsse musik over på fra computeren.
- Batteriets kapacitet har været en positiv overraskelse – jeg troede, jeg skulle oplade dyret hver dag. Men til mit begrænsede forbrug holder den flere dage, medmindre jeg hører musik i lange perioder ad gangen. Det er også dejligt, at nutidens batterier ikke skal aflades, inden man lader dem op igen. Tidligere skadede man jo batteriet permanent ved at afbryde opladningen, inden den var fuldført.
- I min søgen efter praktiske apps har jeg konstateret, at nogle (de fleste?) kræver, at man har dataoverførsel slået til hele tiden. Det har jeg altså ikke, for så synes jeg ikke, jeg har overblik over, hvor meget jeg forbruger. Da jeg for nylig var i Rom, var jeg tryg ved, at jeg ikke bagefter ville få en grim overraskelse med brug af datatrafik. Jeg tænder kun for det, når jeg vil gå på internettet “med vilje”. Det udelukker åbenbart en nummerviser-app, som ellers kunne vise mig navn og adresse på folk, der ringer til mig.
- Der er flere apps, der starter af sig selv (sandsynligvis når jeg kortvarigt åbner for dataoverførsel), og de er ikke til at slukke for igen. Der er ikke røde kryds oppe i hjørnet eller andre “luk-ned”-muligheder som på en hjemmeside. Jeg er nødt til at gå ind i “App Manager” og slukke for alle aktive programmer – og så tænde for de par stykker igen, som jeg gerne vil have til at køre. Det kan da ikke passe, at det skal være så bøvlet? Hvis nogen ved bedre, må de gerne skrive en kommentar om det.
Summa summarum: Jo, lidt lykkeligere er jeg blevet af den smartphone. Der er flest positive overraskelser. Jeg har ikke fortrudt