Som medlem af Forbrugerrådets rådsforsamling sidder jeg i forskellige forskellige klagenævn som repræsentant for forbrugerne. Her bedømmer vi klagesager baseret på det foreliggende grundlag og kan fx ikke indkalde vidner.
Bristede forventninger … uden dokumentation
Det sker desværre ofte, at vi ikke kan give forbrugeren medhold i klager, fordi de bristede forventninger, vedkommende har, ikke kan dokumenteres at bunde i løfter fra den erhvervsdrivende.
Der har måske været ringet og klaget til den erhvervsdrivendes kundeservice (men de oplysninger er nu slettet, fordi det er over tre måneder siden, og der aldrig blev blev oprettet en rigtig klagesag på det i den erhvervsdrivendes system). Forbrugeren mener måske at have fået lovning på god mobildækning i sin lejlighed, men da dækningen i praksis er dårlig, vil teleselskabet ikke ophæve bindingsperioden.
Hvis du får et løfte om kompensation eller afhjælpning, og det bliver afgivet mundtligt uden skriftlig bekræftelse, så send lige en mail, hvor du bekræfter den indgåede aftale. Bare så I er enige om, hvad I har aftalt.
Et aktuelt eksempel
Forbrugeren ringer for at sige sit mobilabonnement op, men bliver i stedet overbevist om at tage et “hvilende” abonnement (som stadig koster penge hver måned, selv om der ikke er forbrug). Når forbrugeren så modtager den første opkrævning på det abonnement, hun mente var sagt op, finder hun ud af, at der slet ikke er sagt op men blot ændret til et meget billigt abonnement, hun dog stadig ikke havde brug for. Hvad blev der aftalt telefonisk? Det kan ingen bevise – i hvert fald ikke forbrugeren, med mindre hun har optaget samtalen.
Få det på skrift
Så: Få det på skrift. Hvis du bliver lovet god mobildækning på din adresse, så få det skrevet på aftalen med en klausul om, at aftalen kan ophæves med det samme, hvis dækningen ikke er god. Hvis du siger op, så skriv det i et brev og få en indleveringskvittering (F1) på posthuset, så du kan dokumentere, hvornår du har sendt opsigelsen. Så bliver du ikke besnakket af en kvik “kundeservicemedarbejder” (læs: sælger) med et “gratis” tilbud, og hvis selskabet får forlagt opsigelsen, kan du dokumentere, hvornår du har sendt den. Vil du sikre dig endnu bedre, kan du bruge afleveringsattest eller anbefalet brev, men det er normalt ikke nødvendigt.
Du kan altid opsige på skrift
Selv om et teleselskab fx skriver, at man kun kan opsige pr. telefon, så har Forbrugeromdbudsmanden tidligere udtalt, at dette er et urimeligt vilkår, og at man altid bør kunne sige op på skrift.