Posts tagged ‘Overvågning’

14. oktober 2011

Ud & Se med Big Brother (om Rejsekortet og privacy)

af André Just Vedgren

I 2003 blev det besluttet at indføre Rejsekortet, og vi skulle have haft det i drift i København i 2006. Men ting tager som bekendt tid. Nu er det her endelig, og med alle de års forberedelse havde jeg og mange andre glædet os til den perfekte digitale rejseledsager, der gør op med det ulogiske zonesystem og respekterer forbrugernes privatliv.

Hvad kan Rejsekortet?
Rejsekortet fungerer i grove træk sådan, at man indbetaler penge på et rejsekort, som man så “viser”, når man stiger på og af et transportmiddel (bus, tog etc.). Systemet sørger herefter for, at man afregner for præcis den strækning, man har rejst. Dermed skulle rejserne blive mere retfærdigt prissat.
Samtidig giver man Rejsekort A/S (som selskabet bag Rejsekortet hedder) alle oplysninger om, hvor man rejser fra og til, men det er jo naturligvis i anonym form .. eller? Den vender vi lige tilbage til.

Rejsekortet erstatter de tidligere kortordninger dvs. slut med de mangefarvede klippekort, vi kender i hovedstadsområdet, og tilsvarende lokale ordninger i det ganske land. 

Man kan få to typer rejsekort: Et flex-kort, der kan deles med familie og venner og giver en rabat op til 25% (uden særrabat til pensionister og studerende) og et personligt, der giver op til 53% rabat. Endelig er der så et “anonymt” kort, som vel nærmest svarer til et forudbetalt beløb, man kan købe billetter for.

Privatlivets fred
Forbrugerombudsmanden har givet dispensation til Rejsekortet i forhold til betalingskortloven fordi han bl.a. skønnede, at der ikke i forhold til betalingskort var problemer med anonymitet. Så retten til privatliv er ingen nyhed i diskussionen.

Men hvad skal Rejsekort A/S bruge et CPR-nummer til? Der er ikke behov for at luge dårlige betalere ud, da man altid forudbetaler (enten fra gang til gang eller ved automatisk optankning).

Jeg synes, der her står en væsentlig samfundsinteresse på spil: Retten til at rejse frit med de offentlige transportmidler, som vi alle bidrager til gennem vores skat, og hvor en rabatordning ikke bør kræve, at man afgiver personlige oplysninger uden en god grund.

Det’ en ommer!
De nuværende krav om CPR-nummer kan jeg ikke se står mål med formålet med et personligt Rejsekort nemlig at kunne se, om brugeren også er ejeren af kortet samt registrere en rabat baseret på rejsemønsteret på kortet. Her må navn og foto være tilstrækkeligt. Herudover kunne man så give brugeren mulighed for at angive yderligere kontaktoplysninger (telefonnummer, adresse eller e-postadresse), så man kunne sikre at tabte kort kunne finde deres ejermand, men det kunne sagtens gøres frivilligt.

Som personligt medlem af Forbrugerrådet håber jeg at kunne få rådet til at tage denne sag op, for det er efter min mening en ommer!

Er rabatten for dyr?
Hvad synes du? Er det bare helt ok at din rejseadfærd bliver registreret og koblet til dig som person eller at du får væsentligt dyrere billetter, eller synes du også, at det er en ommer?

Læs mere om Rejsekortet
Der har været skrevet meget om Rejsekortet i tidernes løb. Se bl.a. Forsinkelsen.dk og denne historiske artikel på DR.dk om Rejsekortet.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 30 other followers